Livet er ikke et problem, der skal løses, men en virkelighed, der skal opleves.
Søren Kierkegaard
om mig
Jeg er eksamineret og certificeret psykoterapeut MPF fra EFT-instituttet i Borgergade, hvor jeg gennem fire år har uddannet mig som psykoterapeut.
Jeg er optaget af at møde det enkelte menneske kærligt, fordomsfrit og åbent, så tillid og tryghed bliver en naturlig følge, og så terapien bliver et sted, hvor svære følelser kan undersøges og nye erfaringer og håb kan tage form. Jeg har livserfaring fra et langt liv og har altid interesseret mig for andre mennesker, deres historier og levede liv.
Jeg har boet og arbejdet i København siden jeg var ung, og har to voksne adoptivdøtre, som jeg har opdraget alene. Jeg er uddannet cand.comm og har hele mit arbejdsliv arbejdet i forlagsbranchen med både mennesker og bøger.
Jeg har naturligvis tavshedspligt og følger de etiske retningslinjer fra Dansk Psykoterapeutforening.
om emotionsfokuseret terapi
EFT er en humanistisk og oplevelsesorienteret terapiform, der er teoretisk velunderbygget og evidensbaseret. I EFT forstår man følelserne som et indre navigationssystem eller kompas. I EFT er følelserne nøglen til forandring mod det, vi længes efter. EFT hjælper klienter med at forstå, regulere og transformere deres følelser. Svære og fastlåste følelser bliver håndterbare gennem samtale og guidet proces.
Tidlige erfaringer i livet har måske lært dig, at det var hjælpsomt eller ligefrem nødvendigt at undertrykke visse følelser for at passe ind, og nu er kontakten til dit indre kompas ikke god længere. Følelsesmæssige mønstre formes i samspillet med vores tidlige relationer. Når vi som børn ikke i tilstrækkelig grad bliver mødt, reguleret eller spejlet, udvikler vi nødvendige overlevelsesstrategier. Senere i livet fungerer disse strategier ikke længere, men viser sig som fx oplevelsen af uforklarlig indre uro, følelsen af mangel på mening, selvkritik og udfordringer og afstand i nære relationer.
Når vi i terapien kommer i kontakt med vores dybe og primære følelser, så mærker vi de umødte behov og længsler, som vi nu kan søge at udtrykke og leve i overensstemmelse med.
I terapien veksler vi mellem at udforske og udfolde det, der udspiller sig på det følelsesmæssige, tankemæssige plan lige her og nu, samtidig med at vi kigger på de store linjer i din livshistorie. Terapi er et stykke arbejde som indebærer, at du åbner dig for kontakt med både nuværende og tidligere følelsesmæssige tilstande – også de smertefulde eller uafsluttede – for at skabe forløsning og indre sammenhæng.

